Malariaprofylakse

Malaria

Malaria findes i de fleste tropiske og subtropiske områder, men er mest udbredt i Afrika syd for Sahara, hvor smitterisikoen derfor er størst.
Der findes endnu ingen tilgængelige vaccine mod malaria.

Forebyggelse:
Malaria forebygges bedst ved så vidt muligt at undgå myggestik. Malariamyggen stikker hovedsagelig mellem solnedgang og solopgang.

Risikoen for smitte via myggestik reduceres kraftigt ved at man sover under et insecticid-imprægneret myggenet, som er hængt op over sengen. Nettet skal være tæt og uden huller, og det skal stikkes ind under madrassen eller liggeunderlaget. Nettet skal rulles op om dagen, så myg ikke kan komme ind, mens det ikke bliver benyttet.

Smitte kan desuden forebygges med malariamedicin, som dræber parasitterne, hvis de kommer ind i kroppen. Ønsker du rådgivning, kan du kontakte klinikken via selvbetjeningen, eller læse mere om malariamedicin i vores rejseapotek.

Hvis man bliver syg med feber, efter man er kommet hjem fra rejse, er det vigtigt at orientere sin læge om, hvor og hvornår man har været ude at rejse.

Hvis man har rejst i malariaområde skal man være opmærksom på, at malaria tidligst debuterer 7 dage efter man er rejst ind i malariaområde, og typisk debuterer 10-14 dage efter man er blevet smittet. Dog kan malaria i sjældne tilfælde debutere halve og hele år efter, at man har rejst i malariaområde.

Ingen malariamedicin forebygger malaria 100 procent, hvorfor man heller ikke kan udelukke malaria, selvom der er taget korrekt forebyggende medicin på rejsen.

Vi står klar til at give dig den vaccination du har brug for

Book en tid